Sikke da et herligt forårsvejr at vågne op i sådan en sløv mandag… Jeg er stadig mærket efter en rigtig go weekend med en masse sjov og ballade, som hævner sig lidt nu. Er kommet til at sove alt for længe, og har en masse specialearbejde foran mig.
Men hvor er det herligt med en weekend, hvor jeg synes jeg har haft det rigtig sjovt og net rigtig meget - jeg har hygget med min søde nevø, som er ved at blive så stor… Det er så vigtigt for mig at se meget til ham, for det er nu man kan begynde at have lange, dybe samtaler med ham, for eksempel om hvilket dyr der er det klogeste i verden. Og han er blevet bedste venner i verden med mine katte - de var godt nok lidt trætte da han var gået igen. Og så kan jeg begynde at hjernevaske ham med film - herligt!!
Jeg nåede at se en rigtig go dokumentarfilm i Empire, ‘Jorden under mine fødder’, som fulgte et hjem for anbragte børn - et ægtepar drev en gård i Jylland, hvor de havde plads til fire børn af gangen. Og de var så hjertevarme, og lukkede virkelig børnene ind og gav dem en chance til. Da man så fandt ud af at de havde et voksent handicappet barn, der var anbragt udenfor hjemmet, satte det det hele i et helt nyt perspektiv. Meget varm og vedkommende film.
Jeg fik tjent nogle penge i Empire, og kom til at drikke et par (mange) øl med mine søde kolleger. Så havde jeg tømmermænd hele dagen søndag, hvor jeg var til fødselsdagsbrunch hos min svigerinde, så svigerfamilien har jeg sørme også fået set - det blev faktisk rigtig hyggeligt, selvom jeg var meget træt! Efter den dag lokkede jeg min kæreste med ud og spise en stor burger og en tur i biografen - vi så ‘Kærlighedens slør’, og den er altså meget bedre end titlen antyder! En rigtig fin film om et ægtepar, og deres vej til at finde hinanden igen, efter hendes utroskab. Den udspiller sig i nogle fantastiske landskaber i Kina, og musikken til filmen er også meget velvalgt. Og så er den godt spillet - Edward Norton og Naomi Watts gør det rigtig godt. De har også selv produceret filmen.
Alt i alt en herlig weekend, så selvom jeg er træt og skal have meget kaffe før jeg kan komme i gang med specialet, kan jeg godt være lidt lykkelig her til morgen…




