… eller ferien er i hvert fald. Sidder på min pind på Club Chico, og skal til at skabe en masse opmærksomhed om et fedt brasiliansk band vi sender på tour til november – men hvordan var det nu lige man skrev en pressemeddelelse, og hvordan loggede man nu lige ind for at opdatere hjemmesiden? Min feriehjerne har glemt det.

Og sikke en ferie det har været – nu skal man også giftes og alt muligt… Meget romantisk, og lige til at blive nyforelsket af. Men hvor, og hvem, og hvordan, og hvornår gør man sådan noget???

Tilbage til jobbet.. Og gæt hvad jeg skal efter arbejde? På arbejde sføli…

Sikke da et herligt forårsvejr at vågne op i sådan en sløv mandag… Jeg er stadig mærket efter en rigtig go weekend med en masse sjov og ballade, som hævner sig lidt nu. Er kommet til at sove alt for længe, og har en masse specialearbejde foran mig.

Men hvor er det herligt med en weekend, hvor jeg synes jeg har haft det rigtig sjovt og net rigtig meget – jeg har hygget med min søde nevø, som er ved at blive så stor… Det er så vigtigt for mig at se meget til ham, for det er nu man kan begynde at have lange, dybe samtaler med ham, for eksempel om hvilket dyr der er det klogeste i verden. Og han er blevet bedste venner i verden med mine katte – de var godt nok lidt trætte da han var gået igen. Og så kan jeg begynde at hjernevaske ham med film – herligt!!

Jeg nåede at se en rigtig go dokumentarfilm i Empire, ‘Jorden under mine fødder’, som fulgte et hjem for anbragte børn – et ægtepar drev en gård i Jylland, hvor de havde plads til fire børn af gangen. Og de var så hjertevarme, og lukkede virkelig børnene ind og gav dem en chance til. Da man så fandt ud af at de havde et voksent handicappet barn, der var anbragt udenfor hjemmet, satte det det hele i et helt nyt perspektiv. Meget varm og vedkommende film.

Jeg fik tjent nogle penge i Empire, og kom til at drikke et par (mange) øl med mine søde kolleger. Så havde jeg tømmermænd hele dagen søndag, hvor jeg var til fødselsdagsbrunch hos min svigerinde, så svigerfamilien har jeg sørme også fået set – det blev faktisk rigtig hyggeligt, selvom jeg var meget træt! Efter den dag lokkede jeg min kæreste med ud og spise en stor burger og en tur i biografen – vi så ‘Kærlighedens slør’, og den er altså meget bedre end titlen antyder! En rigtig fin film om et ægtepar, og deres vej til at finde hinanden igen, efter hendes utroskab. Den udspiller sig i nogle fantastiske landskaber i Kina, og musikken til filmen er også meget velvalgt. Og så er den godt spillet – Edward Norton og Naomi Watts gør det rigtig godt. De har også selv produceret filmen.

Alt i alt en herlig weekend, så selvom jeg er træt og skal have meget kaffe før jeg kan komme i gang med specialet, kan jeg godt være lidt lykkelig her til morgen…

Ikke fordi at det skal ende som en filmblog dette her… Men igår var min kæreste og jeg inde og se film i Grand, og den bliver jeg simpelthen nødt til at skrive lidt om.

Vi så Pans Labyrint, og det er en helt fantastisk, eventyrlig og grum film. Den foregår i Spanien i år 1944, efter borgerkrigen er forbi, men hæren stadig er i gang med at nedkæmpe de sidste af oprørerne. Pigen Ofelias mor er gravid og har giftet sig med faren, en kaptajn i hæren, og Ofelia og hendes mor flytter op til kaptajnens post i bjergene, så han kan være tilstede ved fødslen.

Kaptajnen er en meget grum mand, helt overbevist om at han er på den rigtige side, og kæmper hensynsløst imod oprørerne. Han er kun interesseret i at få en søn, og er ligeglad med både Ofelia og hendes mor.

Ofelia bliver kontaktet af en Faun, der fortæller hende, at hun i virkeligheden er en reinkarnation af den forsvundne prinsesse fra underverdenen. For at bevise at hun stadig indeholder essensen af prinsessen, skal hun bestå tre prøver, hvorefter hun kan vende tilbage til underverdenen og blive genforenet med sin far, kongen.

Filmen bevæger sig i disse to verdener; den virkelige, onde verden som Ofelia lever i, og eventyrverdenen, hvor hun skal bestå sine prøver. Tingene tager dog en ulykkelig drejning, da Ofelias mor bliver mere og mere syg, og prøverne bliver sværere og sværere.

Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen, men bare anbefale filmen på det kraftigste! De magiske universer man bliver ført igennem er helt fantastiske, skildringen af Ofelias hverdag med en syg mor og en psykopatisk stedfar er hjerteskærende, og man ryster ikke filmen af sig med det samme…

Lørdag formiddag var jeg inde og se en helt fantastisk film, som får premiere på fredag, og som jeg vil anbefale alle at gå ind og se!

‘Shortbus’ foregår i New York, og følger en gruppe mennesker, der har deres gang i klubben shortbus, en salon for de udfordrede og anderledes. Titlen shortbus refererer til de amerikanske skolebusser, der kører ’specialeleverne’ i skole.

Filmen handler om seksualitet, og er en meget varm og positiv film. Der er ekstremt meget eksplicit sex i den, men det bliver på intet tidspunkt pinligt eller kommer til at ligne porno. Det er hyldest til seksualiteten, og den energi der gennemtrænger og forbinder alle mennesker. Vi følger en gruppe mennesker, der prøver at skabe kontakt og relationer til hinanden, blandt andet en sexterapeut, der aldrig har haft en orgasme, et bøssepar, der eksperimenterer med åbent forhold, og en dominatrix, der gerne vil have et virkeligt forhold til andre mennesker.

Figurerne har instruktøren John Cameron Mitchell (Hedwig and the angry inch) udviklet over en årelang periode, i samarbejde med skuespillerne. Det er blevet til en virkelig rørende og varm film, som virkelig ramte mig.

Skynd jer at se den!!!

www.shortbusthemovie.com

Så læser jeg i Politikens kronik idag, at Rikke Hvilshøj nu vil afskaffe muligheden for humanitær opholdstilladelse, og bare sende ekstremt syge mennesker tilbage til deres hjemland med en pose penge til medicin, og ingen adgang til ordentlig lægehjælp… Og at humnitære hensyn ikke skal indgå i vurderingen af asylsager.

Jeg flytter til Sverige… lige nu…

Så har jeg startet en ny blog! Jeg har bestemt mig for, at denne blog ikke skal indeholde meget personlige dagbogsskriblerier, men mere skal være det sted jeg lufter mine meninger, både på det gode og det onde, omkring de ting jeg møder rundt omkring.

Og jeg vil lægge hårdt ud – jeg var igår inde og se en dokumentarfilm, som i den grad rystede mig! Dokumentaren hed ‘Nice To Meet You’, og har også været vist på DR2 fornylig. Dokumentaren følger en række afviste irakiske asylansøgere, der er ved at rådne op på et asylcenter! Nogle af dem har siddet i både 7 og 8 år, uden at have noget at tage sig til, uden penge, og uden mulighed for at arbejde eller bevæge sig længere væk fra centret end ud at gå en tur.

Der bliver delt ‘lommepoint’ ud, som skal bruges til at købe fornødenheder som tandpasta, sæbe og shampoo, og hvis en familie bruger for mange point på bleer, må de låne af naboen. Mad bliver der serveret tre gange om dagen, og kommer man 5 minutter for sent er der ingen mad, selvom man er en familie med børn.

Og hvorfor? Fordi vores regering har bestemt sig for, at det er godt for deres motivation til at rejse hjem at behandle dem på denne måde! De er rejst hertil som asylansøgere fra Irak, og har fået afslag fordi de ikke har kunnet påvise at de er ‘personligt forfulgt’. Det skal man kunne efter de seneste stramninger i flygtningerlovgivningen. Jeg synes i første omgang at det er grotesk at vi ikke tager imod flygtninge fra et land vi selv har været med til at starte en krig i, men fred nu være med det.

Fordi vi har skrevet under på konventionerne kan vi ikke tvinge irakerne til at rejse hjem igen, fordi den irakiske regering ikke vil modtage dem hvis de ikke rejser frivilligt. Så de her mennesker kan bare få lov til at rådne op på centre, hvor en familie på fem får et enkelt værelse, og så kan de gå der og blive mere og mere syge, fordi de ikke har noget at foretage sig. Altså… Hvis man ikke vil give dem asyl, så giv dem dog i det mindste lov til at arbejde og lære sproget imens de er her! Jeg vil vove at påstå at det vil gøre dem mere motiverede til at tage hjem og starte deres liv forfra, hvis de ikke har siddet og gået i frø i årevis. De er her jo ikke fordi de har lyst, men af nød, og de vil gerne hjem igen, når dte er sikkert. De er her ikke for at nasse, de vil gerne bidrage med noget!!! Lad dem dog gøre det!! Lige nu er deres eneste håb at de bliver så syge at de kan komme i betragtning til en humanitær opholdstilladelse, som bliver givet for et år af gangen. Så skal de leve i evg frygt for at blive raske, for så er det tilbage i lejren…

Disse mennesker lever i en parallel verden; de kan se det samfund de befinder sig i, men de kan ikke blive en del af det. De tør ikke rejse hjem, eller kan ikke rejse hjem, til en usikker fremtid i et land hærget af borgerkrig (og hvis skyld er det…). De skal altid have deres ID kort og deres madbillet på sig, og har ikke engang råd til en busbillet! Lyder det ikke lidt som et fængsel?

Kan vi virkelig tillade os at behandle andre mennesker så inhumant, i et så rigt samfund som vores? Hvad er det vi er så bange for? For ikke at nævne børnene…

Og hvorfor f…. kan vi ikke tage vores kvote af flygtninge fra Irak? Nogle gange skammer jeg mig altså over det her land…

Det var lige lidt galde til at starte med, håber mit næste indlæg kan blive mere positivt..