Jeg er lige sprunget ud i mit speciale, som jeg skriver på RUC i kommunikation og datalogi. Min uddannelse har efterhånden været fem år undervejs, jeg startede med at tage den Internationale Basisuddannelse, hvorefter jeg tog en bachelor i psykologi. Derefter skiftede jeg spor, da det gik op for mig, at det ikke var virksomhedspsykologi jeg ville bruge mit liv på.
Jeg opdagede at RUC tilbyder en toning mellem kommunikation og datalogi, kaldet Interaktive Medier, og den besluttede jeg mig at prøve kræfter med, selvom jeg var helt grøn i alt hvad der havde med datalogi at gøre.
Efter et år på henholdsvis datalogi og kommunikation, er jeg nu sprunget ud i specialet. Jeg er bestemt ikke blevet en ørn til at programmere, men er landet i den bløde del af datalogien, som omhandler brugergrænseflader og projektstyring, kombineret med kommunikation, der har givet et indblik i hvordan mennesker møder hinanden, hvordan de møder systemer, og hvordan man får budskaber igennem til dem.
Specialet, som jeg skriver med en kammerat, kommer til at handle om web 2.0, og hvilke nye muligheder de nye indsigter i hvordan mennesker opfører sig på nettet kan give. Det bliver sjovt at komme i gang med…




